Nyt nationalt projekt om tvang i psykiatrienAmtsrådsforeningen06/02-2004 Nu sættes der øget fokus på, hvordan man begrænser tvang i psykiatrien. Det sker med et nyt nationalt projekt, der bl.a. har til formål at forbedre patienternes oplevelse af kvaliteten af tvang. Formålet er også at udvikle den faglige og organisatoriske kvalitet af tvang og herigennem også mindske behovet for tvang og dermed anvendelsen af tvang. "Tvang må kun benyttes, når andre muligheder er udtømt. Men når det er nødvendigt at bruge tvang, skal kvaliteten være i orden. Vores mål er derfor at forbedre kvaliteten og dermed forhåbentligt få minimeret behovet for brug af tvang i psykiatrien. Jeg er glad for, at der på alle planer er så bred opbakning til dette ambitiøse projekt", siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Fra formanden for Amtsrådsforeningen Kristian Ebbensgaard lyder det: "Amterne har arbejdet målrettet på at få etableret et nationalt projekt om brugen af tvang i psykiatrien. Det er derfor rigtigt glædeligt, at vi nu kan gå i gang. Og jeg ved, at samtlige amter står på spring for aktivt at være med til at gøre projektet til en succes." Det nationale tvangsprojekt gennemføres efter inspiration fra Norge, hvor der er arbejdet med et tilsvarende projekt efter den såkaldte "Gennembrudsmetode". Den centrale tanke med metoden er, at det lokale niveau skal afprøve egne ideer om, hvordan det kliniske arbejde og patienttilbudene generelt kan forbedres. "Sundhedsstyrelsen ser med stor tilfredshed på, at det er lykkedes at få søsat et nationalt projekt om kvalitet i forbindelse med tvang i psykiatrien", siger medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik. "Dette projekt giver mulighed for, at alle faggrupper kan arbejde sammen om at styrke (den patientoplevede) kvaliteten i tvangssituationer. Den enkelte lokale afdeling vil således inden for det nationale projekts rammer kunne iværksætte forsøg med forbedringer på netop de områder hvor man lokalt mener, det vil have størst effekt både mht. at forebygge at behovet for tvang opstår, og mht. til at sikre en høj kvalitet i tvangen, når den udøves." "Tvang er et overgreb fra systemets side. Når systemet af tidsnød eller manglende kommunikation med brugeren/patienten må anvende forskellige former for tvang, må det betragtes som et overgreb, uanset hvilken form det har. Derfor må vi afprøve alle muligheder for at undgå tvangen, blandt andet gennem tilførsel af flere ressourcer til personale og til uddannelse af de forskellige medarbejdergrupper, så dialog kan opstå - og tvang elimineres", fremgår det af en fællesudtalelse fra Landsforeningen SIND og Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI - pårørende til sindslidende. Projektet finansieres med 8,7 millioner kr. fra psykiatripuljen, som er en del af psykiatriaftalen for 2003-06 mellem regeringen og de kommunale parter. Etableringen af projektet er også anbefalet af Det nationale råd for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Projektets styregruppe består af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Sundhedsstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Sundhedskartellet, Faglig Sammenslutning af Psykiatriske Sygeplejersker, Landsforeningen SIND og Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI - pårørende til sindslidende. Projektbeskrivelsen kan ses på det nationale projekts hjemmeside http://www.gennembrudsprojektet.dk/ . |
|||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |